Hvornår bør man få fjernet en visdomstand
En visdomstand er den sidste af de store kindtænder, der ofte vokser frem i løbet af teenageårene eller de tidlige tyvere. Ofte vil en visdomstand ikke sidde korrekt, og derfor kræver det en fjernelse af visdomstanden, der ellers vil kunne føre til skader på nabotænder og kæbeknogle.
Der kan opstå mange slags komplikationer med visdomstænder, og derfor er det en god ide at få fjernet en visdomstand, hvis man oplever nogle af disse komplikationer. I det følgende kan du få vejledning om, hvornår det anbefales at få fjernet en visdomstand.
Hvis din visdomstand er svær at holde ren, og hvis der ofte opstår betændelse i tandkødet, så er det en god ide at undersøge, om der er fordel i at fjerne visdomstanden. Det samme gælder, hvis der er kommet caries, også kaldet huller i tænderne, i visdomstanden eller tænder omkring den.
Der kan også være tilfælde, hvor en visdomstand ligger skjult i kæben, og gnaver løs på nabotanden. I sådanne tilfælde er det også en god ide at få fjernet visdomstanden, for at undgå der opstår skader på nabotanden. Endelig er det også en god ide at fjerne en visdomstand, hvis der er cyster omkring visdomstanden.
Når man skal have fjernet en visdomstand, så foregår det med lokalbedøvelse. Der er således ikke smerter forbundet med indgrebet. Er visdomstanden synlig, kan den fjernes som en normal tand, hvorimod der kan være større indgreb forbundet med visdomstænder, der er skjult eller dækket af tandkød og kæbeknogle.